Nationaløkonomen
Det var begyndt at irritere mig, at så mange politikere og såkaldte "eksperter" * smider om sig med påstande, som de ikke dokumenterer og mange gange ikke engang argumenterer for.
I min private folder hedder bloggen bare "Tal på". Da "Nationaløkonomen" var ledig som blog betegnelse, tog jeg den, men selv nationaløkonomer skal spare i denne tid, så nu kører jeg bare min blog på min hjemmeside. Det betyder, at du kan få direkte adgang til de seneste fire blogs, men har du lyst til at læse en af de ældre, skriver du bare til mig på michaelruge@mail.tele.dk og beder mig om en bestemt fil (og gerne dato), så sender jeg den til dig.
Jeg dokumenterer - med kildeangivelse - alle de konklusioner, jeg når frem til i de enkelte blog indlæg, så du har mulighed for at slå efter, hvis du sætter spørgsmålstegn ved mine kilder.
Jeg er universitetsuddannet nationaløkonom fra dengang studiet var normeret til fem et halvt år - nu er det kun normeret til fem og kan se frem til at blive endnu kortere ifm. SMV regeringens regeringsgrundlaget. Ville det ikke være bedre at reducere antallet af pladser på kandidatuddannelserne frem for at gøre alt middelmådigt?!
* Udtryk for folk, der typisk udemærker sig ved at have tid til at læse mere avis end os andre - Rigtige eksperter bliver normalt omtalt med deres ekspertise f.eks.: Hjernekirurg, atomfysiker, mikrobiolog osv.
Blogs
November 2022
Danmarks Statistik har lavet en fin lille statistik, der - renset for 0-virksomheder - helt klart viser, at mange af regeringens coronalån har levetidsforlænget en del virksomheder, der ville være gået konkurs uden Corona/Covid-19. Mange af disse præger nu konkursstatistikken, der af samme grund er på et højere niveau end før epedimien. Det giver anledning til flere overvejelser, og ikke mindst om de lån den nu tidligere regering lovede de fattigste gaskunder mv.
40.000 offentlige ansatte skal fyres!
September 2022
Finansministeriet har beregnet, at hvis den offentlige sektor ikke må vokse, skal der fyres 40.000 offentlige ansatte. Altså ikke, hvis man vil skære ned på den offentlige sektor, men hvis man vil bevare den på samme størrelse som i dag. Her kan du læse, hvordan det kan lade sig gøre. Du kan få et overblik over inflationen og over, hvad der menes med "Det demografiske træk", og så en diskussion af, om det ikke var muligt, selv for den offentlige sektor, at arbejde på en helt anden måde, så Velfærdssamfundet bliver forstærket, med færre offentligt ansatte.
September 2022
Få overblikket over klimakrisen og de faktorer, der påvirker den. Mens der ikke er tvivl om, at vi bør gøre en indsats for at begrænse CO2 udledningen, påpeges det også i dette blogindlæg, at man faktisk helt overser den vigtigste årsag til CO2 udledningen, og dermed til Klimakrisen, nemlig verdens ekspotentielt voksende befolkning, som selv med de mest optimistiske prognoser vil vokse med yderligere 3 milliarder mennesker frem til næste århundredeskifte.
August 2022
Har du af og til spekuleret over, hvordan man egentligt beregner den GINI-koefficient, som bliver brugt til diskussionen om lighed. Læs hvordan GINI-koefficienten beregnes, hvordan den kan ændre sig, selv uden det, vi forstår som lighed, ændrer sig, om lighed v rimelighed mv.
April 2022
Ikke så meget en økonomisk blok, men et indlæg i forbindelse med afstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet med anbefalung af nej. Dels fordi det intet har med støtten til Ukraine at går, som statsministeren hævder, dels fordi det kaster os ud i at kæmpe for Frankrig og for deres stormagtsdrømme om fortsat at bestemme over deres tidligere kolonier i Afrika.
Beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft
Januar 2020
Det bliver ofte fremført, at beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft skal være lavere, så vi kan få flere folk her til landet og opfylde erhvervslivets efterspørgsel efter arbejdskraft. Læs om, hvorfor det på flere måder er den dprlig idé, og hvorfor dog tilfredsstille en overophedet efterspørgsel frem for at tage dampen af kedlen. F.eks. ved en revaluering som anbefaldet nedenfor.
Oktober 2020
Her kan du få et komplet overblik over udviklingen af Corona, fra den startede til artiklen blev skrevet. I foråret fokuserede vi så meget på Corona og kapaciteten af intensivpladser for Coronapatienter, så andre sygdomme i vid udstrækning blev udsat mens hospitalerne stod halvtomme. I efteråret skiftede regeringen til at fokusere på smittetilfælde, og det samme skete. De praktiserende læger protesterede over at skulle håndtere så mange ubegrundede coronatest, at det gik ud over de øvrige patienter. Vi konstanterer, at smittestigningen ikke engang tilnærmelsesvis har givet så mange intensivindlæggelser og dødsfald i Danmark som i foråret, og vi sammenligner med udvklingen Corona i Spanien, som er et af de hårdest ramte lande i Europa.
Januar 2020
Kina og EU (Primært Tyskland) har langvarige og store overskud på betalingsbalancen, mens bl.a. USA og Storbritannien har store og langvarige underskud. Samtidig kan man internt i EU se den samme tendens mellem nord og syd. Påstanden er, at hvis ikke overskudslandene løbende gør noget for at reducere overskuddet - som vi f.eks. kunne gøre ved at revaluere - så fremkalder vi protektionisme, arbejdsløshed og faldende realløn i underskudslandene. EU og Kina har fremprovokeret Trump og Brexit.
"Støttepartierne" kræver færre penge til pensionister og børnefamilier
November 2019
Det gør de naturligvis ikke direkte, men ved at kræve en normering i de kommunale børneinstitutioner, der løseligt skønnet koster 10 milliarder kr. uden at medsende pengene til det, er det faktisk det, der sker: Når staten fastholder en stram, økonomisk styring af kommunerne og samtidig detailstyrer en udvidelse af omkostningerne, kan det kun gå ud over de økonomiske områder i kommunerne, der ikke eller i mindre grad bliver detailstyret fra Christiansborg.
Jernbanedriften - Svær at styre
Oktober 2019
Sammenligner man subsidier og togpriser, må man konstantere, at Danmark ikke alene er det land i EU, der betaler mest for togdriften, men også det land i EU, der subsidierer offentlig transport mest. Nu må det høre op med, at man bare giver DSB flere penge frem for at bede dem om at forvalte dem, de allerede får bedre.
September 2019
Den nye regering Mette Frederiksen er tiltrådt, og den nye finansminister Wammen laver et kassecheck, som de seneste finansministre har gjort, når regeringsmagten skifter. Jeg tillader mig at gøre opmærksom på, at det virker mere end komisk at gå til pressen med en oplysning om ubetalte regninger svarende til lidt over en dags offentligt forbrug.
Fundamentet under EU vakler - En boganmeldelse
August 2019
Tidligere departementchef Jørgen Rosted og Professor emeritus Christen Sørensen har skrevet en ganske væsentlig bog om ØMU'en og EUR'en, som jeg anmelder. Da den ligger i forlængelse af mine synspunkter i "Er EUR'en god for Europa" (se nedenfor), understreger og udbygger bogen mine argumenter, og tilføjer nye vinkler.
Skal EU bestemme mindstelønnen
Juli 2019
EU vil nu indføre mindsteløn for alle EU borgere. Jeg påpeger, at mindstelønnen i Sverige, Finland og Danmark er væsentlig højere end mindstelønnen i de øvrige EU-lande, og at det efter al sandsynlighed hænger mere sammen med en væsentlig bedre organisationsprocent i fagbevægelsen, end med lovindgreb, så ... fingrene væk!
April 2017
Regeringen introducerer sin pensionsreform, der grundlæggende går ud på at øge arbejdsudbuddet ved at øge pensionsalderen. Læs bl.a. i dette blog indlæg om, at de pensionsordninger, som eksisterer for folk på arbejdsmarkedet, gør at indkomstforskellene før pensionen vil blive øget efter pensionen.
November 2016
Trump er lige blevet valgt som USA's president, og alle er usikre på, hvad, der kommer til at ske. Jeg påpeger, at der i hvert fald er to ting, vi kan sige: Han vil lægge et pres på vor betaling til forsvaret, og han vil introducere endnu mere protektionisme i verdenshandlen. Det fik jeg da vist ret i.
Oktober 2016
Afgifter rammer de lavest lønnede hårdest. Vi ser, at politikkerne for at regulere adfærden i retning af midre CO2, mere Økologi mv. laver afgifter. Det forekommer rimeligt, at man så samtidig, løbende, nedsatte momsen tilsvarende, i stedet for at tale om afskaffelse af topskatten.
Dagpenge - Hvorfor bestemmer staten, når den ikke betaler
August 2016
Jeg påviser, at staten faktisk har overskud på dagpengene, og selv hvis vi trækker de milliarder fra, som de får kommunerne til at betale, har det offentlige overskud efter dagpengemodtagerne har betalt indkomstskat. Jeg påviser i øvrigt, hvor beværligt det er, at finde tallene i finansloven - som om nogen har ønsket at skjule sandheden.
Brexit - Den store katastrofe?
Juli 2016
Britterne stemmer for at lade sig skille fra EU, og aviserne løber over med historier om, hvor slemt, det vil gå for britterne. Jeg mener ikke, at det behøver at være den store katastrofe for GB, og gennemgår nogle af de økonomiske ændringer, der kan blive tale om. Jeg påpeger også, at man helt ser bort fra, hvad det vil betyde for EU. Bl.a. peger jeg på, at vi vil opleve, at vi skal betale væsentligt mere i kontingent - hvilket vi nu ved skete.
Februar 2016
Med indførelse af EUR'en må man konstantere, at de nordlige EU lande klarer sig særdeles godt økonomisk og har store og langvarige overskud på betalingsbalancen, mens det forholder sig omvendt for de sydeuropæiske lande, der oplever stor arbejdsløshed og lønnedgang. Konklusionen er, at EUR ikke er god for Europa.
December 2015
Vi er i gang med omlægning væk fra fossile brændsler. Indlægget giver en oversigt over, hvad det betyder for de 10 mest oleieksporterende lande, og konkluderer, at det vil påvirke vandringen fra disse lande til Europa, da de fleste arabiske olielande ikke accepterer arbejdsløse udlændinge. Der er side effekter ved alt.
November 2015
Helle Thorning ønskede, at opdyrke handlen med Kina og sendte stort set alle sine ministre til landet, ligesom hun ændrede den tidligere adfærd overfor Kina, hvor f.eks. Dalai Lama var blevet modtaget officielt af Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh og Lars Løkke, til at en kinesist delegation skulle skærmes for at se demonstration for Tibet med tibetanske flag. Vi så på eksportudviklingen til Kina, der var stærkt stigende, men kunne ikke se, at hverken de officielle modtagelser eller HTS' nye politik havde haft nogen påvirkning af den sag, så hvorfor træde på ytringsfriheden?!
Konkurs og Corona
Danmarks Statistik har udgivet en interessant statistik over konkurser, der viser udviklingen fra 2014 og frem til og med oktober 2022. Den indeholder kun statistik over aktive virksomheder, hvilket gør, at den skiller sig ud fra de oversigter over konkurser, som vi normalt ser.
Der eksisterer en ”underskov” af ikke-aktive virksomheder i selskabsregisteret (Virk.dk). Disse virksomheder er oprettet uden at de i dag driver forretning i egentlig forstand. Det kan være, at de er ophørt og ikke har framelde sig, der er sikkert nogle, der ville sikre sig et selskab, hvis de skulle få brug for det, det kan også være, at man havde en intention om at drive en virksomhed, men det blev ikke rigtigt til noget osv.
Grafen nedenunder indeholder alle selskaber i selskabsregisteret:
Tabel 1
NYT: Stigende tendens for konkurser i alle brancher - Danmarks Statistik (dst.dk)
Det er svært at se nogen tendenser her – måske bortset fra, at langt de fleste tvangslukninger sker i august.
En tvangslukning sker, hvis Gældsstyrelsen ikke kan få sine penge, og der ikke er noget i selskabet at komme efter. Virksomhedsnummeret (CVR) bliver så lukket, så det bliver ulovligt at fortsætte med at drive denne virksomhed. Det kan også ske, hvis en virksomhed f.eks. framelder sin direktør, og efter opfordring fra Erhvervsstyrelsen ikke indsætter en ny. Det er en ikke-ualmindelig fremgangsmåde, hvis man ønsker at lukke sin virksomhed, men ikke har lyst eller råd til at betale de 40.000 kr. det koster at begære sig selv konkurs. Fælles for de tvangslukkede selskaber er, at de næsten alle er små, med få eller ingen ansatte, og ofte slet ikke driver forretning
Kurverne nederst i graf 1 indeholder også alle virksomheder. Den orange kurve er de begærede konkurser., og den blå er de erklærede konkurser. Det kan være svært at se en egentlig trend, bortset fra, at de to kurvers udsving bliver små alene fordi de deler graf med de mange tvangsopløsninger, men selv, hvis man forstørrede billedet ved at fjerne tvangslukningerne, ville man kun se en forholdsvis stærk sammenhæng mellem begærede og erklærede konkurser, der primært afviger i tid fordi retten kan have mere eller mindre travlt, og hvor de begærede konkurser ligger en smule over de erklærede, fordi retten af og til, men sjældent, afviser at erklære en konkurs.
Konkurser begæres primært af Gældsstyrelsen og af og til af banker. Kun meget sjældent af private kreditorer – ud fra min erfaring – fordi det koster 40.000 kr. at begære en konkurs, og man som mindre kreditor formentlig spørger sig selv, om man kan forvente at få de penge tilbage igen, når kurator åbner ”kassen”.
Men når man renser statistikken for ikke-aktive virksomheder, bliver billedet pludseligt interessant:
Graf 2
For god ordens skyld skal det nævnes, at den, der ovenfor skriver: "og egne beregninger ... " ikke er mig, men chefen for konkursstatistikken i Danmarks Statistik Søren Dalbro.
Den røde linje er konkurser i aktive virksomheder. Inde i den røde kurve, som er de faktiske tal måned for måned, har Danmarks Statistik lagt en blå ”trend-linje” ind, som giver et bedre overblik over, hvilken retning tallet bevæger sig. Disse to kurver kan aflæses på venstre skala.
Fra 2014, hvor vi er kommet ud af finanskrisen, og stort set også den europæiske statsgældskrise, stiger den blå ”trendkurve” næsten jævnt til 2018, hvor den ligger på samme niveau frem til sidste del af 2019. Den væsentligste undtagelse er den store boble 2015-16, som skyldes, at loven om IVS-virksomheder trådte i kraft 1.januar 2014. Idéen med IVS var, at man kunne åbne en virksomhed, der i princippet kun havde en kapital på en krone. Det var der en vis fornuft i, da det dengang var væsentligt dyrere at åbne et ApS. Der var utvivlsomt mange ærlige og hårdtarbejdende mennesker, der på denne baggrund fik mulighed for at starte virksomhed. Desværre viste det sig forholdsvis hurtigt, at ordningen også tiltrak en del mindre ordentlige svindlere, der fandt ud af, at de kunne optage lån i virksomheden og derefter tømme den, fordi der først blev grebet ind, når de kun havde halvtreds øre tilbage. IVS-ordningen lukkede i 2019, og i april 2021 udløb fristen for at omdanne dem til ApS’er. Dem, der ikke blev omdannet, blev tvangsopløst, hvilket man også kan se på første kurve, hvor man lige har givet et par måneders frist, men så har tvangslukket i juli frem for efter traditionen i august.
10.marts 2020 lukkede statsministeren effektivt landet ned. Samme dag erklærede Verdenssundhedsorganisationen WHO, at Corona var en pandemi, og selvom der kun var 514 danskere, der var smittet den dag, lukkede regeringen næsten alt: Skoler, daginstitutioner, restauranter, spillesteder, frisører, fitnesscentre og kulturliv. Alle offentligt ansatte, der ikke varetog kritiske funktioner, blev sendt hjem, og forsamlinger på flere end 100 personer blev forbudt.
Derefter så kom hjælpepakkerne ellers slag i slag:
- MARTS: FØRSTE HJÆLPEPAKKE
- Kompensation for aflysninger af arrangementer med mere end 1.000 deltager
- Udskudt moms og skat
- Coronaenhed oprettes til dialog med erhvervslivet
- MARTS: ANDEN HJÆLPEPAKKE
- Større udlånsmuligheder for banker
- To nye garantiordninger for bankers udlån
- Sygedagpenge fra dag ét
- Supplerende Dagpenge fra dag et
.
- MARTS: TREDJE HJÆLPEPAKKE
- 75% Lønkompensation til virksomheder, der sender arbejdsstyrken hjem
- 16. MARTS: FJERDE HJÆLPEPAKKE
- Udskydelse af moms og skat
- MARTS: FEMTE HJÆLPEPAKKE
- Kompensation til selvstændige og freelancere
- Kompensation for virksomhedernes faste udgifter
- Øget adgang til eksportkredit
- Forhøjet ramme til statsgaranterede låneordninger
- Offentlige indkøb skal understøtte virksomhederne ved at forudbetale leverancer eller undlade at gøre misligholdelse gældende
- Statslig garanti til Rejsegarantifonden
- Øget adgang til dagpenge og sygedagpenge
- Øgede lånemuligheder for elever og studerende
Ganske imponerende med så mange tiltag i løbet af kun 9 dage. Når man tænker på, hvor lang tid det tog juristerne at informere statsministeren om, at aflivning af mink i hele landet på grund af enkelte tilfælde i Nordjylland ikke var lovlig, så må man vist her sige: Økonomerne v Juristerne 1-0!
1.juni 2021 introducerer man gennem Vækstfonden yderligere lånemuligheder for både små og store virksomheder.
Det kan ikke undgås, at når man arbejder i denne hastighed, så opstår der fejl. En af de mere alvorlige var, at man fik formuleret først og fremmest tilskud til løn ved hjemsendelse samt til faste udgifter på en måde, der gjorde, at hver eneste måneds tilskud skulle godkendes af EU, hvilket betød, at staten var op til tre måneder bagud med tilskuddene, og at fuld løn for hjemsendte samt faste omkostninger måtte lægges ud af virksomhederne, hvilket formentligt har tæret så meget på deres likviditet, at flere har måttet acceptere en konkurs, hvilket ellers var det, regeringen ville forhindre.
Mange af lånene skulle oprindeligt tilbagebetales allerede i 2021, men mange af betalingsfristerne blev udskudt. Flere gange. Den sidste frist var 1.april 2022. Alligevel var kun to tredjedele af lånene tilbagebetalt ved udløbet af denne frist.
På grafen i tabel i Tabel 2 kan man se antallet af konkurser på venstre skala. Den grønne kurve viser det tilknyttede antal tabte jobs på grund af konkurserne, hvilket skal aflæses på højre skala.
Det er tydeligt, at der er en høj grad af sam-varians mellem konkurserne og antallet af tabte jobs bortset fra i perioden 2015-16, men her var det jo også mest enkeltmandsvirksomheder, der gik konkurs.
I perioden marts 2020 – oktober 2022 kan man til gengæld se en klar sam-varians mellem konkurser og hjælpepakker til erhvervslivet: Antallet af konkurser begynder at falde i begyndelsen af 2020. Nogenlunde samtidigt med, at hjælpepakkerne sendes ud. De stiger igen, da tilbagebetalingerne starter og forsinkelserne i udbetalingerne presser virksomhederne likviditetsmæssigt, og stigningstakten mht. konkurser øges betydeligt, fra den sidste tilbagebetaling skulle have fundet sted, men hvor kun 2/3 af lånene rent faktisk blev tilbagebetalt, og til i dag.
Man kan ikke helt se bort fra, at inflationen, som vi oplever nu, også har indflydelse på antallet af konkurser, men næppe så voldsomt endnu. I økonomi skal man vænne sig til, at reaktionen på et problem ofte kommer længere efter, at problemet faktisk er opstået. Dels fordi forbrugerne først skal blive opmærksomme på det, og med hensyn til konkurser også fordi virksomhederne vil kæmpe hårdt og længe for at overleve, før de giver op. I mit forrige blog-indlæg ”40.000 offentligt ansatte skal fyres!” påviser jeg, at inflationen, som vi er meget bevidste om i dag, faktisk allerede startede i 2021, hvilket tydeligvis kommer bag på mange, herunder regeringen, som bliver ved med at henvise til Putin. Han er absolut medskyldig, men ikke den eneste skyldige.
Graf 3
Dette kan man også se i Graf 3, der viser, at detailhandelsindekset fra Danmarks Statistik er faldet siden midten af 2021. Vi er dog på nuværende tidspunkt ”kun” nede på en detailhandelsomsætning som umiddelbart før Corona. Jeg vil tro, at vi er ved at være ovre konkurser, der skyldes, at Coronalånene skulle betales tilbage, og at vi fra nu af vil se, at årsagen til konkurser fremover i stadig stigende grad vil være inflationen.
Med andre ord: Den kurve Danmarks Statistik har skabt ved at fjerne de inaktive virksomheder og beregne en trend-kurve, som i Tabel 2, er en meget fin beskrivelse af, at Corona hjælpepakkerne med både tilskud og lån ikke alene har fået dansk erhvervsliv gennem nedlukningerne, men også har levetidsforlænget virksomheder, som ellers ville være gået konkurs for 1-2 år siden.
Og hvad har det så kostet at smide alle de penge efter erhvervslivet?
Ja, det kan jo forholdsvis nemt opregnes:
- Tilskud til virksomheder, der ville være gået ned helt uden ”hjælp” fra Corona-restriktionerne
- 1/3 af de tabte indtægter, der kom fra udskydelse af moms og skat samt Coronalån via Vækstfonden
Regeringen regner selv med, at de har brugt godt 200 mia. kr. på lån og hjælpepakker.
Graf 4: Udviklingen i Danmarks Statsgæld
Man ser, at statsgælden i 2020 er 42,1% af BNP, og at den er steget 8,5 %-point fra 2019-2020. BNP er i 2021 på 2.504.178.000.000 kr, og 8,5% af det er 213 milliarder kr., så de 200 mia., som regeringen angiver er sikkert rigtigt.
Frem til 2021 går statsgælden ned med 5,4%-point, hvilket svarer til ca. 135. milliarder kr., hvilket er lidt over 2/3 af den gæld, der er optaget for at kunne give disse lån. Den sidste 1/3 kan være tabet på tilskud til de samme virksomheder, men det kan selvfølgelig også være tilbagebetalinger, der sker frem til 1april 2022, hvilket vi først kan se i statsregnskabet til næste år. Men der er næppe grund til at tvivle på, at det er rigtigt.
Er det så godt eller skidt?
Vi kan jo sammenligne med vores nabolande:
Graf 5: Væksten i Statsgælden i Pct. for hhv. 2019-20 og 2019-21, DK, N, S, FIN,D
Vi kan konstatere, at vi har tabt de skandinaviske mesterskaber, idet vi er den nation i Skandinavien, der til og med 2021 har tabt flest penge på Corona. Til gengæld ligger vi væsentligt bedre end både Finland og Tyskland.
Vi får se, om stillingen ændrer sig, når vi har tallene for statsgælden 2022, og om vi kan udskille den nuværende inflation.
Men en stor tak til Danmarks Statistik, der har gjort en god indsats for at gøre en kedelig statistik interessant!
40.000 offentligt ansatte skal fyres!
Under den første statsministerdebat under valgkampen til det u-annoncerede valg, udtalte statsministeren med forargelse, at den konservative, økonomiske plan vil gøre, at der skulle afskediges 40.000 offentligt ansatte. Pædagoger og sygeplejersker, kunne man forstå.
Senere er det så kommet frem, at de 40.000 var for en 0-vækst plan for den offentlige sektor, og da den konservative plan har 1,13% vækst, blev det så kun til 30-35.000, som jeg forstod. Efter min mening en helt ligegyldig diskussion i forhold til, at Ellemann og Pape gik i forsvarsmode, og lød som om de helst ikke ville skære i den offentlige sektor, og statsministeren, der eller i tide og utide ønsker flere hænder til erhvervslivet, helt overså muligheden for at få de 40.000.
Men lad os se på, hvorfor det i det hele taget kan lade sig gøre, at der skal fyres 40.000 embedsmænd, hvis den offentlige sektor ikke vokser, men fastholdes på samme størrelse.
Den mest åbenlyse forklaring er naturligvis inflationen, som vi alle har bemærket.
Det vi kalder forbrugerpristallet, måler omkostningerne for en gennemsnitlig, dansk familie. Denne families forbrug er undersøgt i forbrugerundersøgelser, hvor den seneste er fra januar 2022. Her finder man ud af, hvordan forbrugt fordeler sig på mælk, møbler, transport, osv., og måned for måned kan man så forøge – eller formindske – den samlede omkostning ved at lægge prisstigningerne ind for hver enkelt forbrugsvare eller tjeneste, og så lægge det hele sammen.
Jeg har her kun taget hovedgrupperne, men man kan se, at en gennemsnitlig familie f.eks. bruger 29,9% af deres totale forbrug på ”Boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning”, og 11,8% på ”Transport”.
Hvis man ønsker at gå ned i detaljerne, kan man følge det tilføjede link (V\346gtgrundlag 2022 FPI NPI og HICP.xlsx) (dst.dk), og samtidig overbevise sig om, hvor detaljeret beregningen er. Ud over Forbrugerpristallet optræder også HICP, som er et index man benytter til sammenligning mellem EU-landene, samt Nettopristallet, der er det samme som Forbrugerpristallet men uden moms og vareafgifter. Det vender vi tilbage til.
Danmarks Statistik offentliggør både Forbrugerpristallet med og uden direkte energiomkostninger, hvilket gør det muligt at se, hvor stor indflydelse energipriserne har på den samlede inflation:
Kilde: Danmarks Statistik:
Jeg er gået fem år tilbage, og sat juli 2017 til index 100. Selv om pristallet for august er kommet i skrivende stund, så er det ikke medtaget, da jeg lavede grafen i går, og tendensen alligevel er den samme. Forbrugerpristallet er i juli 2022 på 112,6 og uden energi på 109,2, priserne er med andre ord steget hhv. 12,6% og 9,2% i forhold til juli 2017
Rusland angreb først Ukraine 24.februar, så den kan vi faktisk kun give skyld for ca. 5,2% prisstigning (fra februar til juli)
Man kan måske undere sig over, at det ikke er mere, men det skyldes, at adskillige varer og tjenester er steget væsentligt mindre end de gas- og elpriser vi ser på, og nogle er endog faldet i pris.
Man kan se på grafen, at energipriserne begynder at stige mere fra omkring januar 2021, som Danmarks Statistik skriver som 2021M01. Men de begynder først for alvor at lægge afstand til de øvrige prisstigninger i slutningen af 2021.
Elprisen steg i 2021 først og fremmest pga. gasprisen, og da vinteren 20/21 var koldere end normalt, og mange millioner familier i Europa opvarmer deres boliger med naturgas, tømte man naturgaslagrene, og fordi prisen samtidig steg, fyldte man dem langsommere, så lagerkapaciteten var under normalen i hele 2021. Dertil kom, at sommeren 2021 var varmere end normalt, hvilket gav øget efterspørgsel på el til aircondition og køling. De norske vandreservoirer var 25% under normal kapacitet pga. mindre snefald end normalt, og det blæste mindre i sommerperioden, hvilket gjorde, at elprisen steg yderligere, fordi man fik relativt mindre el fra den billigere vedvarende energi. (Kilde: DI Energi, Et historisk år: Energipriserne nåede usete højder i 2021 - DI Energi (danskindustri.dk))
Men vi er ikke helt færdige, for der en anden faktor, der har drevet forbrugerpriserne i vejret er Elafgifterne. Energiafgifterne er nemlig indeksreguleret på baggrund af Nettopristallet, som vi så før:
Kilde: Skatteministeriet: Indeksering af energiafgifter | Skatteministeriet (skm.dk)
Når man fjerner vareafgifter og moms, får man ikke blot nogle andre priser, man bliver også nødt til at regulere vægten af de forskellige varer og tjenester, der indgår. Se en gang til på Forbrugerpristallet og på Nettopristallet: (V\346gtgrundlag 2022 FPI NPI og HICP.xlsx) (dst.dk). ”Boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning” der i Forbrugerpristallet vejede ind med 29,9% af det samlede forbrug er nu helt oppe på 32,6% i Nettoprisindexet, mens ”Transport”, som før var 11,8% nu med Nettopristallet går ind med 9,9%. Sammenlagt vil de give en større vægt til energipriserne end de gjorde i Forbrugerpristallet. Staten får altså højere energiafgifter jo større inflationen er, og er dermed med til at drive inflationen opad.
I en normal husholdning vil vi, når inflationen hærger, være nødsaget til at skære, hvor vi kan. Det kan være, at der ryger en ferie, at vi bruger bilen mindre, sælger sommerhuset, opsiger medlemskabet af fitness (som vi alligevel aldrig brugte), opsiger kortet til svømmehallen og fodboldklubben (som vi og specielt børnene faktisk nød), skærer ned på lørdagsslik osv. I det hele taget forsøger at spare, så vi kan betale el og gasregningen.
Sådan er det ikke i staten. Her lægger man bare prisstigningerne ind i budgettet (Finansloven) og lader skatteyderne, der i forvejen er plaget af inflationen betale for statens omkostninger til denne omkostningsforhøjelse.
Samtidig arbejder man med et begreb, man kalder ”Det Demografiske Træk”. Det betyder, at man ser på sine prognoser om befolkningens sammensætning. Hvis der kommer f.eks. relativt flere ældre, der stiller ekstra krav til velfærdssamfundet, f.eks. behov for hjemmehjælp, hospitaler osv. til de ældre, så regner man de samlede omkostninger, som det offentlige i dag har til og deler dem op i omkostninger per eller ældre og ganger med det antal, man forventer, at disse dele af befolkningen stiger med. Vupti: Man har dækket omkostningerne til ”Det Demografiske Træk”.
Det at der så, alt andet lige, bliver relativt færre til at betale de ekstra skatter, betyder bare at hver enkelt skal betale mere i skat.
Af disse grunde kan man være tvunget til at afskedige 40.000 offentligt ansatte, hvis man ikke ønsker, at den offentlige sektor vokser. Omvendt vil man altså skulle hæve omkostninger med lønnen til 40.000 ekstra ansatte, plus deres skriveborde, plus deres IT udstyr, plus plus … !
Da det demografiske træk er forudsigelsen for næste år og efterfølgende år, er den pæn del af de 40.000 altså slet ikke ansat endnu. Men det er en helt anden diskussion.
Når man bestemmer antallet af offentligt ansatte på baggrund af ”Det demokratiske Træk”, gentager man reelt den eksisterende måde at arbejde på. Ingen grund til at tænke nyt. Og ikke kun for SOSU’er og sygeplejersker mv., nej hele sektoren er regnet med, så vi får også flere ledere, flere DJØF’ere, flere administrative medarbejdere. Ja, det skulle såmænd ikke undre mig, at man også medregner en tilsvarende andel af de ansatte i ældreministeriet, ja måske også en proportional del af ministerens løn.
For det første er en gentagelse af det samme kun logisk, hvis man er sikker på, at man ikke kunne arbejde på en bedre måde og opnå mere med færre medarbejdere. Her tænker jeg ikke mindst på de stadig mere tåbelige måder at drive offentlig virksomhed på, hvor medarbejderne skal holdes op på de minutter de har per ældre af en stadig stigende administration, der kræver rapportering i et omfang, der løbende reducerer den tid, der er til overs til borgerne.
Kilde: Cepos, Microsoft Word - Udvikling i statens administrative personaleforbrug.docx (cepos.dk)
Et årsværk betyder en heltidsstilling i et år. Tabel 3 er Cepos nummerering, og har intet med dette blogindlæg at gøre.
Man kan se, at siden 1. kvartal 2011 er antallet af DJØF’ere og andre akademikere vokset på bekostning af andre administrative personalegrupper. Men fra midten af 2019 begynder det så småt at vende, og fra 2021 begynder man ligefrem at ansætte andre administrative medarbejdere. Under alle omstændigheder er gruppen af akademikere af enhver art vokset betragteligt, og det samme er antallet af årsværk til administration og ledelse.
For det andet har man ikke stillet sig selv spørgsmålet: Vil de nye ældre trække lige så meget på velfærdssamfundet, som de nuværende?
Man skulle tro, at lavere arbejdstid, voksende tradition for at holde sig i form og spise sundt, bedre arbejdsmiljø, Arne-pension og så videre havde gjort de kommende ældre til ”bedre liv” end de eksisterende. Men problemet er: Man ved det ikke.
Man ved det ikke, fordi man aldrig har opsat mål for de mange milliarder, som velfærdssamfundet koster. DJØF’erne og andre med en MBA i Public Management har sat mål for hvor mange minutter det tager at støvsuge 1 m² gulvtæppe, hvor tit de ældre under hjemmehjælpen skal i bad, hvor mange pædagoger, der skal være per barn i børnehaver og vuggestuer, hvor mange patienter en sygeplejerske skal kunne dække osv. Men de har aldrig sat mål på, hvad der skal komme ud af det, og hvis de har, er det i hvert fald en statshemmelighed og ingen måler på det.
Public Management folkene opererer ikke med et målbart formål, så man kan måle succesen. De måler kun på indsatser. Og så kalder det det ”Målstyring”. Det er ikke målstyring. Det er terrorisering af medarbejderne. Det er en styringsform man brugte i det private erhvervsliv for omkring 100 år siden under navnet ”Taylorisme”, hvor enhver bevægelse er opmålt i sekunder, og man bare har at følge det fastsatte tempo, mens man bliver holdt hen i mørke hvorfor. Glimrende illustreret af Chaplin i ”Morderne Tider”.
Jeg er stor tilhænger af målstyring. Men en målstyring, hvor man først fastsætter formålet og på den baggrund først fastlægger, hvad der skal laves af indsatser for at nå målet, og derefter hvad der skal tilføres af ekstra kvalifikationer for at lykkes bedst muligt med disse indsatser. Ser det ikke ud til, at man lykkes med at nå formålet, ja, så laver man selvfølgelig om på indsatserne, for som bekendt: Hvis man fortsætter med at lave det, der ikke virker, bliver man ved med at få noget, der ikke virker.
Staten gør typisk det modsatte: Hvis det ikke virker, bevilliger det blot flere penge til foretagendet, så man kan fortsætte med at gøre det samme ikke-virkende arbejde, blot med flere medarbejder.
Jeg blev først helt overbevist om, at staten ikke engang overvejer formålet med det, de sætter i gang, da jeg hørte Mette Frederiksens første nytårstale efter hun var blevet statsminister. Det eneste helt konkrete hun sagde var, at vi skulle have flere tvangsfjernelser af børn. Helt klart et indsatsmål. Men hvad hun ville opnå med det forsvandt i tågerne.
I den nuværende diskussion om jobcentrene undgår man også helt denne diskussion. Jobcentrene bliver målt på hvor mange møder de har med de arbejdsløse, hvor meget de har fællesmøder, hvor også A-kassen inddrages, og hvor ofte de sætter de arbejdsløse i ”aktivering”, hvilket betyder, at de bliv er sendt på et kursus, der primært er udvalgt ud fra, hvad der er billigst. Er det det, der er vigtigt, og er det vigtigt, at selv højt uddannede akademikere skal på kursus for at lære at skrive en ansøgning og et CV? Man skulle tro, at det vigtigste var, om jobcenteret kunne bevise hvor mange, de havde hjulpet i arbejde.
Serviceloven, der regulerer, hvad kommunerne skal lave på social- og ældreområdet mv., er et andet eksempel. Loven indeholder 196 paragraffer, inkl. Dem med ”Gælder ikke for Grønland … ” og diverse definitioner. 117 paragraffer starter med ”Kommunalbestyrelsen skal … sørge for/yde/have ansvar for …”, og 56 punkter begynder med ”Socialministeren/Ældreministeren fastsætter nærmere regler …”. Med andre ord en lov, der giver adgang til uoplyst enevælde til regeringen til at styre kommunernes gøren og laden i detaljer.
Ville man blot sætte målbare formål med de indsatser, der laves i velfærdssamfundet, er jeg overbevist om, at ikke alene indsatserne ville blive revurderet, men også motivationen og arbejdsglæden ville stige. Alle mennesker ønsker at gøre nytte, at kunne bidrage. Også offentligt ansatte, og ikke mindst dem, der står direkte overfor borgeren. Fortæl dem, hvad formålet med deres arbejde er, Give dem mere beslutningskraft, mål effekten af deres indsatser i stedet for indsatserne, borgerne vil føle sig bedre behandlet, og at en stor del af akademikerne og dem med MBA i Public Management vil kunne afskediges til fordel for et Bedre velfærdssamfund.
Beskær antallet af ministerier, antallet af ministerielt ansatte og styrk kommuner og regioners selvbestemmelse, og man vil ydermere kunne fjerne resten af akademikerne i kommuner og amter, som primært er ansat til at svare på uendelige mængder af spørgsmål fra ministerier og folketingsudvalg.
Man ville stå tilbage med en slanket, men mere velfungerende velfærdsstat, have reduceret den offentlige beskæftigelse med væsentligt flere end 40.000, som kunne stå til rådighed for det private erhvervsliv, og formentlig stadig have råd til skattelettelser – ikke til at lette topskatten, men efter min mening til at reducere momsen, som er den afgift, der rammer socialt mest skævt.
Klimakrisen
Klimaet er ikke længere, hvad det har været, og det har det for resten aldrig været!
Kulbrinte (CₓHᵧ), eller fossile brændstoffer, som de også kaldes, kan kun brænde, hvis der er ilt (O₂) til stede, hvad enten det er til opvarmning, i transportmidler, eller til industrielt brug. Ved forbrændingen opstår der, ud over varme/energi) CO₂ og Vand (H₂O). Ilt udgør lidt over 20% af almindelig, atmosfærisk luft, så det er ikke det store problem.
Det er forbløffende hvor lidt, der skal til for at ændre naturens hårfine balancer:
Kilde: Sea Level.info
Grafen viser hvor meget CO₂, der har været i luften/atmosfæren fra år 1800 til 2021.
Til trods for, at Industrialismen først startede i begyndelsen af 1800-tallet, er mængden af CO₂ i atmosfæren lun steget omkring 50% over godt 100 år, og vi har fået en klimakrise, og det hele er ødelagt. Det er værd at huske på i andre natur-sammenhænge!
Jeg har valgt at begrænse perioden, så den først starter i 1800 fordi industrialismen, som sagt først brød igennem i begyndelsen af 1800-tallet, ligesom HC Ørsted først opdagede elektromagnetismen i 1820. Op gennem århundredet udviklede både industri og elektricitet sig, men det er faktisk først i slutningen af 1800-tallet, at industrien virkelig blomstrede og elektriciteten begyndte af finde ind i produktionen og i private hjem. Man ser da også en ganske svag stigning i CO₂ indholdet i slutningen af 1800-tallet, mens den ekspotentielle udvikling først starter omkring 1960, hvor vi har afsluttet 2.verdenskrig og de fleste handelsrestriktioner er afviklet og velfærdssamfundet – i hvert fald i Vesteuropa og dele af USA begynder at etablere sig.
Men lad os kort se på udgangspunktet i år 1800, nemlig omkring 285 ppmv. Hvor kommer det fra, når nu de store ”syndere” endnu ikke har vist sig på arenaen?
Ja, mennesket har jo i de sidste millioner år opholdt sig omkring ilden for at holde varmen og holde rovdyr på afstand, og selv kul har man benyttet sig af til opvarmning i flere hundrede år. Når træ vokser optager det CO₂, og når det bliver brændt af, afgiver det denne CO₂ igen. Allerede i bondestenalderen begyndte man systematisk at rydde skov for at kunne dyrke jorden, og flere steder blev ryddet fordi man dengang ikke havde flere forskellige kornarter, så man kun lave sædskifte, eller kunstgødning for den sags skyld, så jorden blev hurtigt udpint, og man måtte rydde et nyt skovområde. Lige siden bondestenalderen er der med andre ord blevet ryddet mere og mere skov uden genplantning, og denne udvikling har taget til, efterhånden som der også kom flere mennesker. Menneskelig aktivitet har med andre ord altid udledt CO₂, og selv før industrialiseringen og elektriciteten har der altså været en udledning, og det er logisk, at den er vokset med befolkningen.
Lad os holde denne tanke og så se på, hvad der først og fremmest bidrager til CO₂-udledningen i dag. Her læner vi os op ad Illustreret Videnskab, der har opgjort de otte største årsager til udledning:
Det bør nævnes, at ”Transport, biler” også omfatter busser, men ikke lastbiler. ”Affald” omfatter CO₂ udledningen i forbindelse med afbrænding, deponering og kompostering. Den største synder ifm. ”Landbrug” er kødproduktionen, specielt oksekød. Endelig, at det ”kun” er omkring 45% af den producerede CO₂, der ender i atmosfæren. Verdenshavene optager omkring 30% mens verdens planter optager 25%
Opgørelsen gælder hele verden.
Det er interessant at se de forskellige dele ift. hinanden.
I Danmark diskuterer vi mest opførelse af vindmøller, mens solenergi er trådt helt i baggrunden. Tilskuddet til solceller er for længst forsvundet, og den pris, man kan få for at sælge overskydende strøm fra sine solceller, er heller ikke længe af en størrelse, der på nogen måde tilskynder folk til at anskaffe sig den slags.
Vi diskuterer også el-biler, og der oprettes flere og flere el-ladere på parkeringspladser, hvor andre så ikke må parkere, men først da ejendomsudlejerne og leverandørerne for nyligt besluttede sig for at få etableret nogle flere standere i byerne, hvor folk ikke kan forbinde en stander med den lejlighed, som de bor i, ligesom folk i forstæderne og på landet kan til deres huse, begyndte der at ske noget.
Og så diskuterer vi landbruget, herunder kødspisning, samt flyrejser. Venstrefløjen, der generelt ikke bryder sig om dansk landbrug har f.eks. forslået, at det skal halveres af hensyn til CO₂ udledningen, og dette på et tidspunkt, hvor der er fødevaremangel pga. krigen i Ukraine og samtidig med, at der intet sted i verden produceres en liter mælk og en kg svinekød med et lavere CO₂ aftryk end netop i Danmark – Men det var selvfølgelig de samme, der mente, at vi skulle reducere produktionen af olie og gas i Nordsøen, og dermed var med til at skabe nogle af de problemer vi i dag står med på forsyningssiden. Det hedder vist ”at smide barnet ud med badevandet”.
Det er åbenlyst, at elproduktionen er den største udfordring, men lad os lige se på, hvad vi producerer el på baggrund af i Danmark:
Det ser jo ret godt ud: Langt over halvdelen produceres på baggrund af vedvarende energi: Vind vand og sol. Fremragende energikilder. Ulempen er, at der kan mangle vand i Norge og vind i Danmark, som det ser ud til, at der har været tale om i 2022, så det bliver interessant at se på fordelingen i 2022
Yderligere en fjerdedel af strømmen skabes af det næstbedste, nemlig biomasse og affald. Både biomasse og affald afgiver ganske vist CO₂ når de bruges til at producere el, men det ville de også have gjort, hvis man ikke havde anvendt dem, for der er jo tale om affaldsstoffer, som ville have ligget på markerne eller andre steder og afgivet CO₂, men som nu bidrager til at producere el.
Men så kommer problembørnene:
Kul. Man kan vælge det bedste med en høj brændværdi, der så heller ikke sviner så meget. Det kommer f.eks. fra Columbia eller Australien, så ud over den CO₂, der skabes ved afbrænding, skabes der altså også CO₂ udledning fordi det skal sejles fra den anden side af jorden. Man kan også vælge det billige fra Polen med en meget lav brændværdi, så her skal der skovles mange flere ton ind, det sviner mere, og fordi der er så lidt energi i, skal der også sejles langt mere ind rent tonnagemæssigt, så selvom det ”kun” kommer fra Polen, er der altså fortsat en del CO₂ producerende shipping. Kul er i det store hele et langt større problem end olie og naturgas. Primært på forureningssiden. Man måske kan forstå Tysklands behov for at genstarte elproduktion pba. kul fordi de er så afhængige af russisk gas, og er tæt på at have lukket alle deres atomkraftværker. Men i Danmark burde det ikke finde sted. Om ikke andet så af miljøhensyn.
Og så naturligvis olie. Men det er så lidt, og naturgas, der i Danmark er rent metan, som når der nu skal være kulbrinte, er det reneste overhovedet og med gode muligheder for at regulere og i det hele taget optimere energiudbyttet af.
Nogle undrer sig sikkert over atomkraft. De burde så allerede have undret sig over vand energien, da de så oversigten. Det skyldes alene, at det europæiske elnet hænger sammen, så når vi får el fra Sverige eller Tyskland, kan det være produceret pba. atomkraft, og får vi det fra Norge, kan det være produceret pba. vand.
Lukningen af Tysklands atomkraftværker var i øvrigt tragikomisk: Den gode Frau Merkel var, som os andre, rystet over den tsunami, der ramte atomkraftværket Fukushima Dai-ichi i Japan, og på den baggrund krævede hun de tyske a-kraftværker lukket! Jeg kan forstå problemet med affaldshåndtering – plutonium – fra fissions a-kraftværker, men Tsunami? I Tyskland? Den Nordatlantiske kontinentalplade går over Island og Azorerne til De Kanariske Øer, og Tysklands kystlinje er stærkt begrænset. Var der ingen, der stak damen et kort?
Nå, swam darüber, som man siger.
Hvis vi ser på udviklingen i vores samlede rigdom målt i BNP (GDP på Engelsk) i samme periode, som vi så på udledningen af CO₂ får vi dette billede:
”Western Offshoos” har jeg aldrig set før, men jeg går ud fra, at det er USA, Australien og New Zealand, da det er dem, der ellers mangler. Formentligt et ”Woke” begreb, der skal sikre, at man kan udskille den hvide, NV-europæiske befolkning, da Latinamerika fortsat er registreret som ”Latin America”.
Man får en fornemmelse af, at vi er bedre og bedre til at udnytte den energi, som vi benytter. Mens CO₂ udledningen kun var steget med 50% i den samme periode, om end med en tendens til kraftigere vækst, nærmest ekspotentiel, fra omkring 1960, så er verdens nationalprodukt steget klart ekspotentielt og stort set 100 doblet – svarende til en stigning på 10.000% - i den samme periode. Man kan med rette hævde, at man ikke helt kan se det på den måde fordi en stadig større del af bruttonationalproduktet er service af forskellig art, som næppe har så stort et CO₂ aftryk per kr. omsætning, som industrien, der er blevet en relativt mindre del af økonomien. Men forskellen er tilstrækkelig klar, til at man under alle omstændigheder må slå fast, at vi er blevet bedre og bedre til at udnytte den forhåndenværende energi.
Vender vi så tilbage til Danmarks kilder til produktion af el i 2021, og den foregående om kilder til CO₂ udledning, er det vel rimeligt sikkert at konkludere, at verdens situation ikke ville se en del bedre ud, hvis de kunne gøre som Danmark.
Måske skulle vi stoppe den evige kappestrid om at komme i mål før de andre lande og nå større reduktioner end andre lande, som vi så tit skal høre på, og i stedet se på, hvordan vi kunne hjælpe andre lande med at spare energi og skifte til vedvarende energikilder. Det kunne jo glimrende være en prioriteret del af udviklingshjælpen, at de økonomisk mindre udviklede lande i verden kunne låne ingeniører og energirådgivere gratis fra Danmark. Det kunne sagtens være den mest relevante form for udviklingsbistand, vi nogensinde havde ydet.
Men nu kan vi ikke længere gå udenom den elefant, der hele tiden har trasket rundt i rummet: Den væsentligste årsag til klimakrisen:
I 1820 var vi 1,25 million mennesker i verden. 140 år efter, i 1960, var vi 3,0 milliarder mennesker, og i 2022, kun 62 år senere, er vi nu mere end 8 milliarder mennesker. I de 68 år er vi gået fra, at sult var verdens største problem til at det nu er overvægt (obesity). Og 6,64 af de 8 milliarder har smartphones (Kilde: Earthweb, 40 Smartphone Statistics 2022: How Many People Have Smartphones? - EarthWeb). I 1960 var hverken smartphones eller internettet opfundet. Vi er alle sammen blevet rigere, og selvom jorden er rund, og derfor har en begrænset mængde ressourcer, så har vi altid behov for mere.
Den væsentligste årsag til, at BNP er vokset så voldsomt, som vi så på den forrige graf, er at antallet af mennesker på Jorden er eksploderet. Vi er simpelthen for mange mennesker til denne klode, som vi kalder Jorden, og hver eneste tilføjelse bidrager med mere CO₂
Ifølge tidsskriftet Historie 15/2022 lykkedes det Djengis Khan og hans mongolske krigere at slå 40 mill. mennesker ihjel, primært kinesere, men også mange andre, da hans rige strakte sig fra Mongoliet og Kina til Rusland, Persien, Mellemøsten og helt til den østlige del af Europa. De 40 mill. dræbte udgjorde omkring 10% af verdens befolkning i begyndelsen af 1200-tallet, hvor han hærgede, og det interessante i vores sammenhæng her er, at det reducerede mængden af CO₂ i atmosfæren med 700 mill. tons. Omkring tolv hundrede år før egentlig industri blev til!
Det understreger, at menneskelig eksistens og antallet af mennesker skaber CO₂ udledning. Også uden industri og transport baseret på afbrænding af kulbrinte. Og grunden til reduktionen er også interessant: Det skete fordi store områder, hvor de dræbte havde boet og dyrket jorden, lå øde hen og blev overtaget af skov.
Overbefolkningen er elefanten i rummet, og ingen vil rigtigt røre ved den.
Og det værste er, at vi ser ind i en yderligere tilvækst i hvert fald frem til 2100 ifølge FN:
Kilde: Forex Trading Forum. population growth graph - Bing images
Man kan se, at Nord- og Sydamerika, samt Europa nu er stabiliseret rent vækstmæssigt, mens Asiens befolkning fortsat vil vokse frem til midten af dette århundrede, men så vil falde, mens Afrikas befolkning blot vil fortsætte med at vokse og vokse, så man forventer omkring 11 milliarder mennesker på verdensplan i 2100 – 3 milliarder flere end i dag!
Det er jo helt vildt. Verden vil komme til at ligne en myretue, hvor vi alle abejder hårdt på at forbedre vores levevilkår.
Veganerne og venstrefløjen har en løsning: Spis mindre oksekød og mindre kød i det hele taget. Ja, faktisk slet ikke noget kød. Med andre ord lad os fordele maden, så vi til sidst sidder med rationer på alle former for mad. Måske ikke helt som i de tyske koncentrationslejre, men i det mindste som i 40’erne og 50’erne.
Og prøv lige at se på Grafen ”Største bidragsydere til CO₂ udledning”: Hvis vi får held med mit forslag til at yde udviklingsbistand i form at hjælp til at effektivisere energiudnyttelsen og konvertere til vedvarende energi får succes, vil El (og varme?) andelen med sikkerhed falde. Men ”Fældning af regnskov” vil med lige så stor sikkerhed øges, da der skal skabes jord til en forøgelse af antallet af mennesker i verden skal brødfødes. Selv uden kød, men dog med en halvering af dansk landbrug, som Enhedslisten futilt har foreslået. Med 8 mia. mennesker i 2022 og en forventning om 11 mia. i 2100. Taler vi trods alt om en stigning på 37-38%. Over en tredjedel mere.
Dertil kommer så, om man tror på forudsigelsen.
Det ser for mig ud som om FN alene laver sin beregning på antallet af fremtidigt indbyggertal på jorden ud fra hvor mange børn, der fødes:
Som man kan se, forventer FN, at fertiliteten alle steder i verden vil falde til lige omkring 2 – hvilket betyder, at enhver kvinde vil føde 2 bør, eller i hvert fald gennemsnitligt – når vi når år 2100. Jeg vil næppe være til stede for at tjekke det, men det er da lidt mærkeligt, at det sker netop i år 2100 på tærsklen til et århundredeskifte?
Dertil kan man spørge: Hvordan kan gennemsnittet blive 2, hvis det ser ud til, at de mere udviklede lande og de mindst udviklede lande ligger lige langt – men på hver sin side – af 2, når vi lige har set, at Afrika, hvor de mindst udviklede lande ligger er forholdsvis meget større i 2100, mens Europa og USA mv. udgør en relativt mindre del af verdens befolkning?
FN antager, at man i udviklingslandene vil føde færre børn fordi velstanden stiger. Jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om det ikke også kræver et veludviklet velfærdssystem, som vi kender herhjemme, før man har tillid til, at man kan blive forsørget af det offentlige selvom man ikke har børn eller kun et enkelt eller to? Det overvældende flertal af stater i Afrika kan ikke betegnes som demokratiske, så hvad skulle skabe sådan et velfærdssystem? Og er der ikke også kulturelle faktorer indblandet? Saudi Arabien, som er et rigt lamd, har f.eks. en fertilitetskvotient på 2,24, og det er en helt generel tendens i alle de arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten, tilsyneladende uafhængigt af om det er rige eller fattige lande.
Endelig kan man spørge: Hvis vi bliver flere og flere, der bliver mere og mere ”mærkeligt vejr”, og vi bliver sat på rationer mv., hvordan vil det så påvirke fødselstallet? Vil vi blive færre fordi det hele ser håbløst ud, eller vil man i de økonomisk mindre udviklede lande føde flere børn for at sikre sin alderdom?
Dertil kommer, at befolkningsstørrelsen ikke alene afhænger af fertilitetskvotienten.
De første år er kritiske. Hvis vi kan overleve dem, er vores gennemsnitsalder allerede steget en del:
Børnedødelighed
Som man kan se, falder dødeligheden alle steder, og giver ud over antallet af fødsler flere mennesker på Jorden, fordi vi simpelthen bliver ”hængende” længere.
Det samme gælder dødeligheden generelt, som indirekte handler om, hvor gamle folk bliver og på denne måde bidrager til antallet af mennesker på jorden:
Dødeligheden i verden 1950-2100
Dødeligheden i verden er ifølge denne graf, der bygger på FNs tal og prognoser, faldet siden 50’erne. Ikke mindst fordi vi – ligesom for børnedødeligheden – har en lægevidenskab, der fortsat udvikler sig og kan forlænge livet for flere og flere.
Man må så spørge sig selv, hvorfor FN tilsyneladende tror, at det pludselig stopper, og at vi fra nu af vil opleve stigende dødelighed?
Jeg tror med andre ord, at der vil være flere mennesker på jorden i 2100 end 11 milliarder. Men lad os nu bare holde os til FN’s prognoser: 11 milliarder eller en stigning på mere end en tredjedel!
Det er så voldsomt, at man knapt tør tænke det. Vi bliver da nødt til at gøre noget af hensyn til vores børnebørn!
Det eneste positive, der er besluttet på denne baggrund indtil videre er mig bekendt, at præsident Biden som en af sine første handlinger efter han var blevet indsat fik vedtaget et stop for offentlige midler til hjælpeorganisationer, der opfordrer til at forbyde prævention og fri abort. Det ville ikke betyde noget i Danmark, men i USA er der mange, meget religiøse hjælpeorganisationer.
Det meste ideelle ville være en enighed om en eller anden form for et-barns politik worldwide, selvfølgelig kombineret med øget introduktion af energibesparelser og konvertering til vedvarende energi. Men vi må nok forvente, at vi kan opnå mindre.
Vi ønsker jo ikke et-barns politik, som under Mao, hvor mødre i byerne blev eskorteret hen til en abortklinik, hvis de var på vej til deres andet barn, og man kun kunne få en licens til at få et barn, som varede 12 måneder. Men vi kunne jo tænke i retning af det moderne Kinas et-barns politik, hvor familier med kun ét barn eller slet ingen får bedre løn og længere ferier.
Herhjemme kunne vi jo f.eks. starte med, at der kun var børnepenge til det første barn, eller som mindstemål kun til de to første, hvilket selvfølgelig blot ville fastholde befolkningens størrelse. Men det er da bedre end ingen ting. At give en ekstra ferieuge til familier med kun et barn, som i Kina, ville jeg da også være frisk på.
At hjælpe flygtninge, der ikke kom hertil, hvilket kun ville øge verdens CO₂ aftryk, ville også være en idé, da denne verdens flygtninge generelt kommer fra kulturer, hvor CO₂ aftrykket er lavere end selv hvis man er på kontanthjælp her. Omvendt kunne man give adgang til flere fra USA, hvor de ikke er gode til at optimere energien.
Men ligesom fremskyndelse af CO₂ reduktionsmål for Danmark er temmelig latterlige i betragtning af, hvor meget vi betyder for verdens samlede CO₂ udledning, så vil den slags tiltag kun hjælpe, hvis de blev adopteret af resten af verden.
Vi kunne f.eks. starte med Pakistan, der i øjeblikket har voldsomme problemer med oversvømmelser, der ødelægger mange hjem og gør det umuligt at opretholde et normalt liv, og som har en fertilitet på 3,3 og allerede tæt på 221 mill. mennesker: Hvis I vil lave tiltag, der bringer fødselsraten/fertiliteten ned på max 2,0, vil vi hjælpe jer med at øge energiudnyttelsen betragteligt og introducere vedvarende energi, så effektiviteten ville være på linje med vores!
Under alle omstændigheder: Overbefolkningen på denne klode er elefanten i rummet. Det betyder ikke, at man ikke skal arbejde hårdt på at omstille til vedvarende energi og øge energiudnyttelsen. Det betyder ”bare” at man ikke kan blive ved med at ignorere den langt største årsag til klimakrisen!
GINI – Et mål for lighed?
Vi har en helt naturlig interesse i at finde ud af i hvor høj eller lille grad vi får det samme i løn, har den samme formue, forskel mellem by og provins og lighed mellem lande osv. Derfor er det da også muligt at finde statistik for den slags ting.
Til måling af ulighed er GINI-Koefficienten den langt mest benyttede.
OECD og Danmarks statistik bruger begge familien som udgangspunkt, ligesom det også i andre sammenhænge er helt almindeligt, at vi som udgangspunkt opbygger statistikker på samme måde internationalt, så det er muligt at sammenligne lande.
Familier findes i mange former og størrelser: Enlige, familier med to voksne og 0 børn, familier med to voksne og fem børn osv. Når man tager udgangspunkt i familien, og denne kan defineres på mange måder, skal man som udgangspunkt være klart over, at det kan medføre målt lighed/ulighed i f.eks. indkomst, som ikke alle nikke genkendende til.
Hvis vi som eksempel antog, at samfundet bestod af tre familier: En enlig, et barnløst par og et par med 5 børn, og at vi endvidere antog, at den enlige tjente dobbelt så meget, som de voksne i de to andre familier, at de to voksne i familien uden børn tilsammen tjente det samme som den enlige, men at manden i forholdet tjente 65% af den samlede indkomst mellem de to, og kvinden altså de resterende 35%, og at det sidste par bestod af en mand, der stod for hele indtjeningen, mens hans kone var hjemmegående for at overkomme at passe de fem børn, så ville de tre familier have præcis den samme indkomst, og GINI-koefficienten ville være 0, men tjener de lige meget? Og er der det samme til hvert familiemedlem?
Alligevel er der en vis fornuft i at tage udgangspunkt i familien. Bortset fra den enlige, er familien det, der gør det muligt at fordele arbejdet med at skaffe indkomst, passe børn, gøre rent osv. En ulighed alle vi, der er gifte, vel har været omkring en diskussion af, men hvor man forhåbentligt finder et kompromis, som passer alle parter uden at det, af den grund, opleves som ulighed.
Men lad os i første omgang kaste et blik på, hvordan GINI-koefficienten beregnes.
Hvis vi tager hele befolkningen og rangerer familieenhederne efter f.eks. indkomst, hvor indkomst er det, man har til rådighed, altså efter skat og med eventuelle offentlige ydelser som f.eks. SU, folkepension, kontanthjælp mv. Vi starter med den familieenhed, der har den laveste indkomst, derefter, den med næstlavest indkomst osv., og sætter dem ind i en graf, der viste de enkelte personers andel af den samlede indkomst. Vi ville på den baggrund få en kurve, der kunne se sådan her ud:
Det helt lige linjestykke, der går fra 0 på x-aksen og 0 på y-aksen til 100 på begge akser er grafen for den helt lige fordeling af indkomsterne, hvor f.eks. 30% af befolkningen har en indkomst på 30% af den samlede indkomst i landet, 70% af befolkningen har 70% af den samlede indkomst osv.
Kurven under det lyserøde område er sådan, det faktisk ser ud i Danmark. Her ser man, at de 30% af befolkningen, der har de laveste indkomster tilsammen har ca. 11% af den samlede indkomst, mens de 70% med de laveste indkomster i landet tilsammen har omkring 52% af den samlede indkomst i Danmark.
Hvis den samme kurve havde ligget tættere på linjestykket (diagonalen), ville indkomsterne have været mere lige fordelt, og hvis den havde været længere nede i det lyseblå område, ville indkomstfordelingen have været mere skæv end den er. Derfor beregner man en GINI-koefficient ved at beregne hvor meget arealet af det lyserøde område udgør af den samlede, nederste trekant. Altså det lyserøde og det lyseblå areal tilsammen.
Hvis man vil ”nørde” mere i det, har ”Wall Street Mojo” en glimrende og pædagogisk artikel om, hvordan man beregner GINO Koefficienten, skrevet af Madhuri Thakur og Deehray Vaidya, Gini Coefficient (Definition, Formula) | How to Calculate? (wallstreetmojo.com).
Befolkningsmæssige udfordringer
Danmarks Statistik beregner GINI-koefficienten på baggrund af alle familier, hvor ”mindst én fuldt skattepligtig voksen over 14 år” er en del af familien. (Kilde: Ulighedsmål: Gini-koefficient (dst.dk)).
Jeg tror ikke, der i Danmark findes familieforsørgere, der kun er 15 år. Jeg håber det er 0 eller i det mindst meget få – Forsørgere på 15 år giver mig en ubehagelig genoplevelse af Charles Dickens: Oliver Twist. Men der er et mindre antal i Danmark, der som 15-årige bor alene. Dels på forsorgshjem og institutioner, og selvfølgelig nogle, der bare har opgivet deres forældre eller omvendt, og derfor har fundet sig en lejlighed eller et klubværelse.
Men selv, hvis vi ser bort fra de 15-årige, så vil jeg mene, at det at starte ved 15-årige, skaber en meget, systematisk fejl, så der er indbygget en ulighed i målingen: Lave indkomster med kost og logi, og for dem, der alligevel er flyttet hjemmefra: Fritidsjob eller lærlingeløn – støtte fra familien regnes jo ikke med. Dertil kommer, at de, der bor hjemme, men samtidig har et lønnet fritidsjob, som øger familiens indkomst, bidrager til at øge forskellen mellem familieenheder i forhold til dem, der bor for sig selv.
Den næste gruppe ville også være en blandet forsamling: Vi kunne sætte den til 18-25 år, som udgør ca. 10% af befolkningen.
En væsentlig del af denne gruppe vil være under uddannelse og på SU, og uanset om man syntes, at SU er rundhåndede eller for lav, så kan vi vel blive enige om, at det er en del mindre end de fleste fuldtidsansatte tjener. Dertil kommer, at mange på dette tidspunkt er flyttet hjemmefra, og alle de, der skal læse og have fritidsjob samt SU, vil klart påvirke GINI-koefficienten i hele samfundet med deres enpersons familie
Hvis man nu forestiller sig, at der pludselig var flere eller færre i disse årgange, ville uligheden i samfundets indkomster altså stige (hvis der kom flere) eller falde (hvis der kom færre), og GINI koefficienten vil hhv. falde eller stige uden at de, der kender grunden, ville syntes, at der er tale om egentligt problem.
Det samme ville ske, hvis folketinget f.eks. besluttede, at optaget til de videregående uddannelser skulle udvides: Flere på SU og færre i beskæftigelse, GINI-koefficienten ville stige og antyde større ulighed. Eller hvis de besluttede, at flere skulle ud på arbejdsmarkedet, f.eks. ved at afkorte studierne: GINI koefficienten ville falde og antyde større lighed. Folketinget kunne jo også beslutte – som vi har set det specielt de seneste ti år, at job, som man i dag eller tidligere blev oplært til, mens man fik løn for at passe sit job som lærling eller elev, nu skal ”akademiseres” (Brian, der elsker at rode med biler, og er god til det, skal nu gå på skole og afslutte med en afhandling om ”Bilværkstedets betydning for Samfundet, klimaet, biodiversiteten, ikke-binære, …”).
Også ældre udgør et systemisk problem fordi langt de fleste går ned i indkomst, når de forlader arbejdsmarkedet, uanset om de går fra en høj eller fra en lavere løn. Antallet af mennesker over pensionsalderen har med andre ord betydning for uligheden i indkomst. Hvis den relative andel af pensionister er stigende, vil uligheden stige, og hvis det er faldende, vil den falde. Alt andet lige er en forhøjelse af pensionsalderen altså med til at reducere uligheden, mens fremskridt indenfor lægevidenskaben eller andre sundhedstiltag, der får folk til at leve længere, vil ligeledes få uligheden til at stige. Lidt paradoksalt vil mange nok sige.
Ændringen i befolkningens aldersmæssige sammensætning har med andre ord stor betydning for, hvordan GINI-koefficienten, som mål for ulighed, ser ud.
Dette kan illustreres ved at se på ”Alderspyramiden”
Vi har allerede en hel del pensionister, og vi kan se på antallet af personer fra 40-54 år, at vi får relativt flere i de kommende år. Alt andet lige, vil det øge uligheden, altså en højere GINI-koefficient. Til gengæld, når vi ser på antallet i aldersgrupperne under 40 år, vil det se ud til, at antallet af pensionister derefter vil falde, og dermed reducere uligheden.
Helt galt kommer det til at gå, når vi sammenligner lande med brug af GINI-koefficienten.
Hvis vi f.eks. ser på befolkningspyramiden for Bangladesh, får vi en helt anden oplevelse af aldersfordelingen, end den vi så i Danmark:
Stort set ingen i Bangladesh er ældre end 85 år, men aldersfordelingen kan ændre sig voldsomt i fremtiden. Til gengæld er der i Bangladesh nok i højere grad tale om, at ”pensionister” slet ingen indkomst har, men modtager støtte fra deres familier, fordi det handler om indtjeningsevne i langt højere grad end om pensioner i et land, der ikke har råd til en offentlig sektor med folkepension, man kan leve af. Omvendt vil der være mange flere 15-årige, der er i arbejde og relativt færrer, der studerer. Med andre ord: Samfundet og aldersfordelingen er så meget anderledes, at det ikke vil give mening at sammenligne ligheden i de to lande.
GINI-koefficienten bliver med andre ord påvirket både af befolkningens aldersmæssige sammensætning og af samfundets struktur og kultur, som jo også den dag i dag er forskellig fra land til land og ikke mindst mellem rige og fattige lande.
Udfordring af rimeligheden
Tilbage til Danmark: Ganske mange vil mene, at der er en vis rimelighed i, at yngre menneskers indkomst er lavere fordi de endnu ikke har sat sig i mange forpligtelser, ligesom der vil være stor enighed om, at de, der lever af skatteydernes penge, ikke skal have så meget som skatteyderne selv får udbetalt.
Specielt de offentlige fagforeninger ønsker overenskomster ud fra såkaldt objektive kriterier. Alder er et særdeles objektivt kriterie, så derfor får ældre, offentligt ansatte mere end yngre. Det er et system, der er opbakning bag, så det understreger, at i det mindste en del af befolkningen syntes, at denne aldersmæssige ulighed i indkomsterne er rimelig.
Mange vil mene, at man som pensionist kan klare sig for mindre, og at det er vigtigere, at f.eks. børnefamilierne bliver tilgodeset, ligesom mange vil mene, at det skal kunne ”betale sig at arbejde”, så beskæftigelsesfradraget skal sættes op og topskatten skal fjernes.
Begge dele ville give en højere GINI-koefficient og dermed større ulighed, fordi de, der er i arbejde ville få en relativt højere indkomst end de, der ikke var, ligesom det ville give en lavere GINI-koefficient, og dermed mere lige indkomstfordeling, hvis unge fik en højere indkomst, unge og erfarne lønmodtagere fik samme løn, og pensionister fik en højere pension.
Skiftende regeringer har i dette århundrede løbende sat pensionsalderen op. Det er – alt andet lige –en reduktion i uligheden, som vil vise sig som en lavere GINI-koefficient, fordi det vil betyde, at der bliver færre pensionister (og flere med arbejdsmarkedsindkomst, hvis ellers intentionen virker). Alligevel er der mange, der finder den stigende pensionsalder urimelig.
Arne kan nu gå på pension som 60-årig. ”Arne-pensionen” svarer i penge stort set til folkepensionen, så her er det altså omvendt: Arne går på pension – i de fleste tilfælde fra en faglært løn – hans indtægt falder betragteligt, og uligheden øges i samfundet. Arnes opsparede pension i Pension Danmark skal strækkes over en længere periode, og han lever formentlig længere på en folkepension fordi hans krop bliver sparet, så uligheden stiger yderligere. Alligevel er der ganske mange, der finder denne ordning helt rimelig.
Vi ved, at flygtninge og indvandrere generelt, men selvfølgelig ikke altid, får lavtlønnede job, hvis de overhovedet får et job. Det gælder navnlig indvandrerkvinder. Flygtninge og indvandrere samt familiesammenføring bidrager dermed til øget ulighed, og trækker GINI-koefficienten op. Alligevel går mange ind for, at vi skal tage flere flygtninge eller samme niveau, som nu. Og ofte er det endda folk, der samtidig mener, at det er et stort problem, når GINI-koefficienten stiger.
Og sådan kunne man blive ved: Folks oplevelse af ret og rimelighed strider hyppigt mod en mere lige indkomst,
Konklusion
GINI-koefficienten er det mest benyttede mål for ulighed, og formentlig det bedste, vi har, men der er, som man kan se flere ting, der gør det vanskeligt at påstå, at man kan sige, at uligheden er steget, hvis GINI-koefficienten er steget eller faldet, hvis den er blevet mindre. Eller at det er rimeligt, at det er sket.
Det eneste alternative mål for lighed er den måling af livsindkomst, som jeg f.eks. har brugt i indlægget ”Pensionsalderen” fra april 2017 – Nationaløkonomen (alternativfordanmark.dk). Problemet med dette mål er imidlertid, at det rækker ret langt tilbage i tiden, hvilket gør det rimeligt at benytte f.eks. i forbindelse med analyse af pensionsalderen, men i mindre grad i en analyse af yngre årganges vilkår.
Vi hænger med andre ord p GINI-koefficienten, hvis vi vil vurdering udviklingen af lighed i samfundet.
Givet dette, burde man i det mindste analysere ændringerne i aldersfordelingen, pensionsalderen, kulturen mv. samtidig med, at man offentliggjorde GINI-koefficienten for ulighed, så der var en mulighed for at vurdere hvor meget, der var en reel ændring af uligheden og hvor meget, der blot skyldtes ændringer i befolkningens aldersmæssige sammensætning mv.
